Ca 1 måned før overtagelsen fik vi endelig mulighed for at se lejligheden for første gang. Det er ret crazy at købe noget for en pæn slat millioner uden egentligt at have set det – andet end udefra.

Det var derfor med skælvende hånd, at Lars drejede nøglen rundt for første gang til vores hoveddør. Bævren skyldes nok mest af alt en skræk for at skulle fortælle Signe, at gulvbrædderne ikke lå, som hun håbede. Men det gjorde de! Yay! De smukkeste hvidolierede egeparket i rummets længde. Nøj, det er det fedt!

Gennemgangen af lejligheden gik som en leg. Signes far var den stygge byggesagkyndige, der – næsten mod sin vilje – måtte konstatere, at kvaliteten af lejligheden var til UG. Yay – igen!

Eneste “mangel” var en altan. Men pæn vigtig mangel selvfølgelig. Den vender vi tilbage til – altså altanen, som slet ikke skulle vise sig at være en mangel, men en giga fordel.