Selvom OK18 rasede i de dage, havde vi begge fået lov til at holde en flyttefridag fra Djøf. Og gudskelov. For hold da nu op, hvor var der meget at gøre. Signe havde haft en naiv forestilling i sit hoved, om at vi om aftenen efter indflytningen vil sætte os i sofaen og nyde udsigten.

Men udsigten bestod mest af alt af tårne af papkasser og sofaen var langt fra samlet. Oh well. Vi havde en fest!

Fie hjalp rigtig meget med at betrække alverdens moduler, stole og samle småmøbler. Reolvæggen til kontoret kom på plads – og endelig kunne vi komme af med de mange kasser med bøger. Alle led af den kendte sygdom “papfingre”. Men det hører vel med en flytning.

En anden “lidelse”, som vi ikke lige havde set komme, var ondt i fusserne. Gulvet er ret hårdt at gå på og bounser ikke lige så meget som de klassiske fyrretræsgulve i gamle lejligheder. Det tog lige nogle dage, inden vi havde vænnet os til det.

Sofaen blev ombetrækket og samlet, bøgerne kom på plads, alt (ALT) service blive vasket op og sat på plads i køkkenet osv.osv. Soveværelset var det sidste, vi kastede os over. Det var egentligt ok, at sove på madrasser på gulvet – men lækkert var det nu også at få en vaskeægte seng igen.

Alt i alt har mål og møbler faktisk passet ret godt. Kommoderne i soveværelset fungerede ikke helt, som vi havde troet i rummet, men en anden opstilling er også helt fint. Men ellers har vi egentligt holdt os til den plantegning og de forestillinger, vi havde gjort os inden indflytningen. Det er jo altid lidt af en satsning – især når to hjem (og to noget forskellige personlige stilarter) – skal smelte sammen. Men på finurlig vis passer det hele faktisk rigtig fint.